FÅ DET VIGTIGE
MED HELE VEJEN
Bo Bomuld skaber den røde tråd i virksomheders, brands, produkters, områders og menneskers kommunikation. Den, der gør det muligt at holde fast i den virkelige værdi, mens den bliver omsat til ord, billeder, kampagner, indhold og oplevelser.
Han samler budskaber, følelse, energi, blikvinkel, sprog og indhold i ét fælles værdilag. Så AI’er, freelancere, bureauer, inhouse-afdelinger, contentmagere, medier og influencere får noget reelt at føre videre – i stedet for hver især blot at eksekvere deres eget bedste bud.
For det skal være jer, folk møder. Ikke en løs samling af afsendere, fortolkninger og gode intentioner.
Bo bliver hentet ind, når en virksomhed, et produkt eller en idé rummer mere, end folk endnu kan få øje på. Han finder det, der allerede lever i menneskerne, ambitionerne, erfaringerne og det, der er skabt. Og han giver det en form, andre kan forstå, bruge og føre videre.
Bo arbejder i krydsfeltet mellem indsigt, idé, brand, strategi, kampagne, journalistik, indlevelse, fortælling og tekst. Nogle gange bliver det til et skarpt kommunikationsfundament. Andre gange til en kampagne, et foredrag, en speak, en podcast, en film, socialt indhold, et event eller et helt forløb, hvor mennesker skal kunne se sig selv i det, de er med til at skabe.
Han har modtaget flere priser for sit arbejde. Ikke mindst fordi Bo aldrig har været bange for at lade virkeligheden afgøre, hvad der virker. Kommunikation skal ikke bare være pæn eller rigtig på et møde. Den skal kunne få plads i menneskers hjerne, hjerte og hverdag.
Det viste sig blandt andet i DR TV-kultserien Den Afrikanske Slotskro, hvor Bo var med til at lade virkelige mennesker – inklusive sig selv – deres særheder og deres forretning bære fortællingen. Serien blev samme år nomineret som bedste karakterdrevne realityudsendelse.
Bo er tekstforfatter, producent, forfatter, moderator og studievært. Og som flittig gæst og kommentator i Go’ morgen Danmark på TV 2, DR P3, DR P4 og mange andre medier har han et særligt blik for, hvornår noget bare er sagt – og hvornår det faktisk rammer et rum.
Bos erfaring og empati gør ham god til at få mennesker til at åbne sig, se sammenhænge og få lyst til at være med. Og når en opgave kalder på flere hænder, samler han de rigtige mennesker om den: dygtige kreative, producenter, specialister og samarbejdspartnere, der kan få idéen helt ud at leve.
ÉN BO. FLERE MULIGHEDER.
Oftest er det forskelligt, hvordan Bo bliver nævnt. Bomuld, Bo Bomuld, Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff og Bo Hamilton-Wittendorff er den samme energiske person. Samme blik, samme erfaring, samme lyst til at få det bedste frem i det, mennesker og virksomheder allerede har.